Åbningstider Kundeservice
  • mandag kl. 09.00-16.00

  • tirsdag kl. 09.00-16.00

  • onsdag kl. 09.00-16.00

  • torsdag kl. 09.00-18.00

  • fredag kl. 09.00-13.00

Kontakt mig
DFA ForsikringsAgentur ApS
John Tranums Vej 23
6705 Esbjerg Ø

73 40 41 49
police@dfaforsikring.dk

Vinterdæk

Det sene efterår er traditionelt det tidspunkt, hvor mange danskere skifter fra almindelige dæk til vinterdæk.
Men den danske vinter er en uforudsigelig affære, hvor der ofte er langt mere regn end is eller sne. Dette gør dækvalget til lidt af en udfordring, hvor man skal tage højde for flere forskellige faktorer.

Vinterdæk kun en fordel på sne eller is

Færdselsstyrelsen påpeger nemlig, at der er stor forskel på bremse- og styreegenskaber på vinterdæk og almindelige dæk afhængig af vejrliget. Nogle har den opfattelse, at så længe man kører med vinterdæk fra 1. november til 1. april, så er sikkerheden i top, men virkeligheden er lidt mere nuanceret. Vinterdæk bremser ganske vist bedst på sne eller is, men også kun dér. På våd eller tør vej bremser almindelige dæk bedst, selv når temperaturen er lav. Og det er jo våd eller tør vej vi hyppigst kører på om vinteren.

Kørselsbehovet, sted og dækbredde afgør dækvalget

Dækvalget kommer helt an på bilens brug. Skal man ubetinget af sted hver morgen, eller kører man for eksempel steder, ofte på landet, hvor snerydningen er sporadisk, eller er bredden af dækkene 205 mm eller derover, så er vinterdæk et klogt valg. Kører man i byen, hvor der sjældent ligger sne eller is på vejene, kan man en sjælden gang lade bilen stå og er dækkene af standardbredde til en mellemklassebil eller derunder, så kan man fint klare sig med almindelige dæk, lyder Færdselsstyrelsens råd.

Hastigheden er afgørende

Men selv om man skifter til det mest velegnede dæk alt efter ens kørselsbehov, er der alligevel grund til at være forsigtig. Standselængden forøges overraskende meget, når føret bliver dårligere. Derfor skal man i høj grad også, ud over at tænke på sine dæk, afpasse farten efter forholdene om vinteren. Tag for eksempel en vejstrækning, hvor man kører 80 km/t om sommeren. For at have samme standselængde på sne skal man nu nedsætte hastigheden til 45 km/t med alm. dæk og til 55 km/t med vinterdæk. Det siger noget om fartens betydning for sikkerheden, konkluderer Færdselsstyrelsen.

Fakta:

  • På tør eller våd vej har vinterdæk i gennemsnit 10-15 % længere bremselængde end almindelige dæk.
  • På egentlig sne og is har vinterdæk i gennemsnit 40-45 % kortere bremselængde end almindelige dæk.

Gode råd om vinterkørsel

  • Tjek vejrudsigten. 
  • Læg mærke til tegn på rimfrost og kør forsigtigt. 
  • Kør hjemmefra i god tid. 
  • Brug solbriller, når solen står lavt og kan blænde. 
  • Husk, der kan være ekstra glat ved viadukter, på broer, i kurver og for foden af bakker. Der kan også være glat på de dele af vejen, som ligger lavt eller i skygge. 
  • Sørg for at have gode vinduesviskere, en ordentlig isskraber og rigeligt med sprinklervæske. 
  • Sørg for korrekt lufttryk i dækkene. 
  • Er der udsigt til sne og frost, kan det være en god idé at medbringe en sneskovl, et par varme tæpper og en termokande med noget varmt at drikke.

COLOURBOX7293099.jpg